KUNSTGALLERIET

I 2025 fortsætter Kunstgalleriet på KulturStationen som et Galleri drevet af kunstnerne selv.

Kunstkuratorer bliver billedkunstner Hjørdis Lorenzen og Lis Engel, som indstiller de udvalgte kunstnere.

Kulturstationens kontaktperson for Galleriet bliver Else M. Nygaard. Mail: elseknaknygaaard@yahoo.dk

Det er gratis at udstille i Galleriet i kælderen.
Der bliver 4 udstillinger om året. De enkelte udstillingsperioder vil strække sig over 4 uger samt 1 uge før og efter til ophængning og nedtagning. I alt en periode på 6 uger.
Der kan lånes podier i forskellige højder.

KulturStationen kan ikke tilbyde forsikring på kunstværkerne, men det vil være muligt at aflåse rummet.

Udstillingsperioderne vil blive annonceret på KulturStationens hjemmeside.
Der vil ikke være udstillinger i juli og august.

Vil du ansøge om at udstille, send da en mail til: elseknaknygaard@yahoo.dk
Mailen skal indeholde konkrete ideer til at udnytte KulturStationens Galleri’s lokale og evt. et CV samt link til en hjemmeside.
Ansøgningerne videresendes til de tilknyttede kunstkuratorer, som har ansvar for de udvalgte kunstnere. Alle får retursvar.

Retningslinjer
Kunstner står selv for egen udstilling.
Kunstner tilrettelægger selv udstillingen (fernisering, artist talk o.a. ).
Kunstner annoncerer selv og tager selv kontakt til pressen.
Kunstner passer selv udstillingen. Den enkelte udstiller bestemmer selv åbningstiden og er selv til stede. I nødstilfælde har KulturStationen en mulighed for at kontakte frivillig hjælp.
Kunstneren må gerne sælge sine kunstværker og afregner selv med køber.
Det er kun tilladt at ophænge kunstværker ved brug af galleriskinner (ingen søm og skruer).
Kunstner kan låne glas, kopper, kaffemaskine o.a.
Rengøring af Galleriet er udstillers ansvar.

Plan over udstilingslokalet kan findes her.

Vi ser gerne, at man er/bliver medlem af KulturStationen.

 

Aktuelle udstillinger - se kalenderen

I ALLE REGNBUENS FARVER

Ege Arp-Hansen viser glødende malerier på KulturStationen i Humlebæk i perioden 5. oktober 2024 – 15. december 2024


Af Tom Jørgensen, chefredaktør, Kunstavisen

Et par ældre herrer er i gang med et slag bordtennis, mens tre kvinder fra samme aldersgruppe snakker sammen, mens de binder blomster op. Stedet er multihuset KulturStationen i Humlebæk lige ved stationen, og man kan med det samme mærke, at der sker noget her. Overalt i de hvidmalede lokaler fra rummet med bordtennis til kælderrummene nedenunder lyses væggene op af malerier i alle regnbuens farver. Wow, er den første umiddelbare følelse. Dette er lige præcis, hvad man trænger til på en dansk efterårsdag.

Malerisk origami
Kunstneren bag de farvestrålende værker er Ege Arp-Hansen. Når man er kommet sig over det behagelige chok, opdager man hurtigt, at dette ikke er normale malerier. Lærrederne er foldet i en slage malerisk origami. Både bogstaveligt og i overført forstand giver dette en helt ny dimension til de monokrome lærreder. Raffinerede lys/skyggevirkninger gør overfladen levende og vibrerende. Enhver ændring af lyset i rummene ændrer øjeblikkeligt malerierne, og farverne skifter karakter som lysreflekserne i en skovsø. Med til denne virkning er Ege Arp-Hansens brug af paletkniven til at skabe struktur i lærrederne. Det samme er hans ide med at lade lærredet skinne igennem på udvalgte partier. På denne måde bliver såvel farve som underlag evigt omskiftelig.

Sydøstasiatisk inspiration
Ege Arp-Hansen fortæller hvordan han er meget inspireret af den minimalistiske kunst, man finder i Sydøstasien, i Kina, Korea og Japan. En minimalisme der bunder i en spirituel tilgang til det at lave kunst, hvor hvert penselstrøg ideelt set skal være en forlængelse af malerens åndedræt og udtryk for harmoni  med kosmos. Ligeledes spiller den japanske og kinesiske landskabskunst en stor rolle.

En udstillingsgæst fortalte ham, hvordan hun kom til at tænke på havet, da hun så hans malerier. Har man først fået den indskydelse, er det svært ikke at se de bugtende folder som bølger på havet eller en sø. Virkningen er nærmest hypnotisk, meditativ og glædesfremkaldende på en og samme tid.

De små 40 malerier skabt over 10 år lyser med hver deres farve fra den dybeste violette over en strålende solgul til en skinnende smaragdgrøn med et lille intermezzo af bladguld.

Det er simpelthen en vidunderlig udstilling.

 

                                  …………………………………………………

 

 

Nedenstående fotos er taget af Aage Knak under ferniseringen af Yanne Friis’ udstilling lørdag den 3. februar 2024.

Tidligere udstillinger

Yanne Friis

Regina Kanta

Camilla Grell

Stine Juul

Ibrahim Yassin

Rikke Heinecke

Jette Junget & Iben Jacobsen

Lis Engel

Nanna Riis Andersen

Carl Erik Reimuth

Anne Brodersen

Breaking the Silence

Hjørdis Lorenzen

Karen Gabel Madsen

Ege Arp-Hansen

Karen Borch

Hanne Karin Jakobsen

Hanne M. Vinkel