Når der opstår nye unge-fællesskaber på Kulturstationen    

Siden 2018 har Louisiana haft et tæt samarbejde med Kulturstationen og UngFredensborg om at skabe et rum for kunstnerisk fordybelse for unge mellem 14 og 17 år i vores UngAkademi. De unge mødes og lader sig inspirere af Louisianas samling af verdenskunst og dykker derefter ned i at udvikle deres egen idéer til et projekt, som de producerer og udstiller på Kulturstationen.

Med UngAkademi har det været målet at skabe et fællesskab for kunstinteresserede unge, hvor det at undersøge og eksperimentere med den kunstneriske proces har været helt centralt. Hvordan får man en god idé? Hvad gør et kunstværk vedkommende? Og hvordan kan man visualisere sine idéer? Det vil være en kæmpe styrke for Humlebæk også i fremtiden at give byens unge mulighed for at fordybe sig i kunst og kultur. Et kommende kulturhus skal efter vores mening kunne rumme kreative eksperimenter med musik, teater, kunst og litteratur for unge. Og så er Kulturstationens åbenhed for at sætte rummene fri for de unges eksperimenter uden at kende det præcise resultat vigtig at holde fast i. Det nye kulturhus skal også gerne kunne danne ramme om fællesskaber, hvor vi kan kaste os ud på dybt vand og eksperimentere sammen.

Ved at rykke undervisningen og udstillingen ind i Kulturstationen er der plads til store armbevægelser, til at gå i dialog med arkitekturen i det gamle posthus, og til at indgå i et kulturhus, hvor der på ferniseringsdagen opstår et samspil mellem de unges udstilling, musikalske indslag, god mad og diskussioner. For UngAkademi har Kulturstationen været et frirum, hvor der er bedre plads til større rumlige eksperimenter end i Louisianas undervisningslokaler. Og så giver Kulturstationens placering midt i byen, hvor folk færdes og kigger forbi en særligt god mulighed for, at de unge har kunnet skabe en udstilling med lokal forankring.

Louisiana UngAkademi er et samarbejde mellem Louisiana, UngFredensborg og har kørt gennem tre år fra 2018. I 2021 er forløbet udsat grundet Coronapandemien.

Gennem årene har Kasper Holm Jensen, Lisbeth van Deurs og Hanne Flarup fra Louisiana stået for undervisningen.