
Fleksible rum sætter mulighederne fri
Jeg var på besøg i Ebeltoft sidste sommer. Der er nu et kulturhus i den gamle maltfabrik. Det gjorde stort indtryk på mig, at rummene ikke var adskilt. Når man kom ind fra den udendørs cafe, kunne man se og høre, hvad der foregik i de forskellige værksteder. Energien boblede og der var glade mennesker i mange aldre. Det er selvfølgelig ikke alle aktiviteter, der egner sig til åbent ”landskab”, men netop det, at foreninger vil kunne vælge forskellige slags rum, synes jeg er en stor fordel.
Liv kræver plads
Musik, kultur og samvær er vigtige og energiskabende faktor i vores liv. Hvis de får gode vækstbetingelser, så går vi ud i verden med et smil og åbne øjne. Det betyder, at vi skal give plads til de forskellige behov.
Vi skal have store rum til arrangementer med mange mennesker, scene (gerne bygget op af flytbare elementer), enkle trappeopbygninger til kor, små øverum til bands, hvor man også kan opbevare instrumenter. Dertil kommer det mere faste inventar som lydanlæg, lysanlæg, projektor, et solidt elklaver på hjul, samt robuste møbler, der kan være omdrejningspunkt for liv både inde og ude.
Værksteder til kreative sysler skal etableres, med reol- og skabsplads til materialer. Og ikke mindst et køkken der skal kunne klare enkel madlavning, med god bordplads til fx børnebagehold. Fleksibilitet er et nøgleordet her – hele tiden med tanke på at ting og rum skal kunne bruges af mange forskellige brugere. Måske muliggjort af flytbare vægge eller skinner i loftet til ophæng af forskellige art.
Balance og samarbejde
Det er også en vigtig forudsætning for et dynamisk kulturhus, at der er en god og stabil kontakt mellem kommunen og de frivillige. I denne sammenhæng så er det jo vigtigt med fælles regler for brug af rummene. Der er for mig at se også en balance, der skal skabes mht kommercielle interesser. Må optrædende fx sælge CDer? Males på en væg? Vores nuværende kulturstation har balanceret på et regelsæt, der har virket indtil nu, men det er selvfølgelig en balance og et samarbejde, der løbende skal gentænkes efterhånden som initiativerne spirer frem.
Lis Abildtrup
