Humlebæks ånd: kunst i særklasse og højt til himlen

Hvor er det skønt, at vi borgere i Humlebæk har en platform, hvor vi kan dele vores tanker og drømme om fremtiden for vores byliv og livsrum. Der er rum for ægte demokratisk medborgerskab i Humlebæk, og tak for det.

Gode folk har allerede her på bloggen delt inspirerende idéer til, hvordan vi kan udvikle bymidten rumligt og skabe fleksible rammer for et borgernært, boblende kulturliv i dialog med de unikke kultur- og naturomgivelser, vi har. Jeg er rørende enig i broderparten – ja tak til stærk lokal forankring, bæredygtighed, og høj håndværksmæssig og æstetisk kvalitet som gennemgående værdier – med et enkelt forbehold, som jeg vender tilbage til. Men først har jeg lyst til at zoome ind på et bestemt område, som for mig at se er et enestående fundament vi har at bygge på; nemlig den kunstneriske kritiske masse vi har i Humlebæk.

Skulptur af Bjørn Poulsen, fra udstillingen Postkort hjemmefra, 2018

Vi har boet her i snart fjorten år. Som tilflyttere fra Aarhus, og kunstelskere, kendte vi Humlebæk for det verdensberømte kunstmuseum Louisiana. Hvad vi ikke vidste var, at byen også har en usædvanlig koncentration af kunstnere af højeste kaliber – billedhuggere, malere, forfattere, fotografer, arkitekter, designere, illustratorer, kunsthåndværkere med mere. I årenes løb har vi spekuleret over, om det er Louisiana, der udøver en magnetisk tiltrækning på kreative mennesker? Med tiden har vi erkendt, at det i lige så høj grad er naturomgivelserne, der gør Humlebæk til et æstetisk smørhul med vidunderlige skove og strande, enge og åbne vidder, lys og luft og højt til himlen. Og det er ikke mindst de dybt engagerede mennesker, som bor her, der kan se de unikke kvaliteter i stedet, og som ikke bare drømmer, men også har evnerne til at folde dem ud i praksis.

KulturStationen er et levende bevis på det. Da posthuset blev nedlagt, bad borgerne om at få nøglerne til huset, for at vise kommunen det kunst- og kulturliv vi gerne vil skabe her i Humlebæk. Udover at KulturStationen er blevet flittigt brugt til alle former for kreative og fællesskabsdannende aktiviteter, så er jeg gået bagover af beundring over det rent kunstneriske niveau, der er blevet lagt for dagen. Det er uhørt for en by af Humlebæks størrelse! Her et par foreløbige højdepunkter:

I 2018 arrangerede lokale kræfter udstillingen Postkort hjemmefra med billedkunstnerne Anette Harboe Flensburg, Bjørn Poulsen, Karen Gabel Madsen, Ellen Hyllemose, Torgny Wilcke, Anne Sofie Skjold Møller, Amalie Gabel, Filip Vest, Emilia Bergmark og Frederik Albrecht. Vi taler kunstnere, der hører til blandt de mest anerkendte og efterspurgte på den hjemlige kunstscene, som viste værker, der sagtens kunne have været udstillet på Louisiana. En lille håndfuld af kunstnerne er baseret her i Humlebæk, og takket være deres netværk og erfaring fik de stablet en velkurateret tematisk udstilling på benene i det nedlagte posthus, så vi pludselig kunne få øje på stedets muligheder. 

Fra åbningen af Postkort hjemmefra, der tiltrak et stort interesseret publikum, set gennem Anette Harboe Flensburgs installation.

I 2020 blev der indrettet et permanent udstillingssted i underetagen, med kvaliteter som et hipt New Yorker-galleri. Primus motor er vores seje nabo Aage Knak, der i øvrigt selv er en dygtig fotograf. Når corona atter tillader det, vil galleriet genoptage det ambitiøse udstillingsniveau, som det lagde fra land med sidste år. Vi kan blandt andet se frem til udstillinger med Karen Borch og Hanne Karin Jakobsen, der begge er lokalt baserede. Aage er også i gang med at få aftaler i stand med flere af byens kunstnere om at stille værker til rådighed til at udsmykke KulturStationen. Et stort maleri af Karen Gabel Madsen er allerede rykket ind i foyeren, og en skulptur af Bjørn Poulsen er på vej. Det kunstneriske niveau er simpelthen tårnhøjt.

Karen Gabel Madsen, Færgehavn med liv, 2008 – venligst udlånt til KulturStationen af kunstneren

Her kommer jeg til mit forbehold overfor nogle af de tanker, der verserer om udviklingen af bymidten. Det gør pokker til forskel, om der bygges i 3, 6 eller 9 etager. KulturStationen har potentiale til at blive et fyrtårn – i overført betydning! Men for mig at se er det mangel på fornemmelse for Humlebæks særlige kvaliteter at ville bryde byens åbne himmel og udsyn med højt byggeri. Her kan vi passende vende tilbage til Louisiana, det oprindelige kunstneriske vartegn for Humlebæk. Museet er verdenskendt for at føje sig sømløst ind i det omgivende landskab og fremhæve det – frem for at overdøve det. Kendere i hele verden lovpriser arkitekterne Bo & Wohlert for at have respekteret og samarbejdet med “stedets ånd”. Det skal vi også gøre, når vi udvikler Humlebæk og det kunst- og kulturhus, der fortsat skal være det bankende hjerte i bymidten. Og vi er så heldige at have en enestående kritisk masse af kunstnere, der er dybt engagerede i byens udvikling, og som har evner og erfaring i topklasse at dele ud af.

Pauserummet i Bo & Wohlerts Louisiana

Louisiana er et eksempel på et kulturbyggeri, der på gennemtænkt vis føjer det praktiske sammen med det kunstneriske og går organisk i forbindelse med sine omgivelser. Den tilgang har i udpræget grad bevist sit værd. Vi behøver ikke at lede efter inspiration andre steder; den er lige her for næsen af os. Humlebæk er kendt i hele verden, ikke fordi vi har et højhus, eller fordi vi har skabt 200 nye lejligheder lige ved jernbanen. Nej, byen er kendt for at værne om stedets ånd. Det er derfor folk søger hertil – for at opleve det helt særlige sted, Humlebæk er. Det er i dén ånd, vi skal løse de praktiske udfordringer, vi har med bymidten.

De bedste tanker,
Merete Sanderhoff  

Kunstværkerne i toppen af artiklen er af Ellen Hyllemose, Amalie Gabel og Anette Harboe Flensburg, alle del af udstillingen Postkort hjemmefra, 2018.